Legetøjsbutik konkurs: - Pokkers ærgerligt, men nødvendigt
Legetøjsbutikken Moster Signe ApS måtte dreje nøglen om i forretningen i Helsingør, da selskabet er taget under konkursbehandling. Arkivfoto: Scanpix
Stengade i Helsingør har ikke længere nogen legetøjsforretning.
Det står klart, efter at virksomheden Moster Signe ApS er blevet taget under konkursbehandling.
Det skriver Sjællands Nyheder.
Tidligere har der på en seddel i butiksfacaden stået, at butikken var under ombygning - men der har altså ligget en lurende konkurs bag. Og de tilhørende lokaler er tillige blevet opsagt.
Konkursbegæringen modtog Retten i Helsingør 24. januar.
- Det er pokkers ærgerligt, men nødvendigt. Efter at have forsøgt at finde en løsning gennem længere tid er vi havnet her, og det er vi enormt kede af, siger Rune Sury, der er den ene af to medejere bag selskabet Moster Signe ApS, til Helsingør Dagblad.
Regnskabsår | 2021 |
Valuta | tusind DKK |
Nettoomsætning | - |
Bruttofortjeneste | -354.000 |
Resultat af primær drift | -487.000 |
Resultat før skat | -515.000 |
Årets resultat | -404.000 |
Balancestatus | 1.826.000 |
Egenkapital | -364.000 |
Antal ansatte | 0 |
Kilde: CVR |